Ulovlig spiller koster Vensyssel FF tre point
30.05.2014 af Hans V. Jensen
Vensyssel FF fratages tre point, da klubben den 26. maj brugte Thomas Hansen ulovlig i de sidste tre minutter mod Silkeborg IF.
Thomas Hansens optræden på Vendsyssels danmarksserie hold fredag den 23. maj betyder, at hans indskiftning mod Silkeborg var ulovlig. Dermed taberdømmes Vendsyssel, som ellers vandt 1-0. De tre point overgår i stedet til Silkeborg IF, som dermed er sikre på oprykning til Superligaen.
I redegørelsen fra Vendsyssel erkendte klubben, at Thomas Hansen havde spillet, men at man på kamptidspunktet var af den opfattelse, at han var spilleberettiget. Det anerkendte klubben dog ikke var tilfældet efter at have nærlæst propositionerne.
Fodboldens disciplinærinstans undersøgte reglerne i instansens tidligere afgørelser i forhold til, at spilleren kun var på banen i tre minutter med henblik på at benytter § 17.2, som giver mulighed for at dispensere for brug af reglerne, men fandt ikke mulighed herfor.
På den baggrund - og med henvisning til "Propositioner for Danmarksturneringen", § 17.1 og § 36.2, samt DBU's Love § 30.1 a) 7 - taberdømmes Vendsyssel FF og kampens resultat ændres til 3-0 til Silkeborg IF, således at Silkeborg IF tildeles de tre point.
Relaterede artikler:
26-05-2014 Kampinfo: Vendsyssel FF - Silkeborg IF